Værd at vide om Zenji

zenji-logo
Zenji er i dag lukket som selvstændig udbyder.

Løsningerne der ligger tættest finder du hos Telmore der har Telmore Play, omend det er et noget andet koncept. Generelt har flere af udbyderne løsninger, hvor du får lidt ekstra med i pakken, såsom rabatter, adgang til diverse ekstra ting mv.

Af historiske grunde har vi bevaret resten af artiklen, men du kan altså ikke længere blive kunde hos Zenji.

Zenji er et af de mest markante nyere mobilselskaber. De er ejet og startet af 3, og har fokus på et simpelt abonnement, der fuldt ud dækker dit behov, men samtidig også rækkere længere end bare at være et mobilabonnement.

De adskiller sig nemlig markant fra de øvrige selskaber i branchen, ved samtidig også at give dig et gavekort hver måned, som du kan bruge på en lang række ting. Du betaler således 200 kroner hver måned, men får samtidig hver måned et gavekort med en værdi på 100 kroner.

Selskabet har fra starten brandet sig selv mod især kvinder, men ikke desto mindre kan det også være et meget interessant selskab for mænd. Ikke desto mindre bør man være opmærksom på, at mange af de gavekort man kan vælge imellem nok er mest interessante for de kvindelige kunder. Der er eksempelvis tale om cafégavekort, matas, tøjbutikker, makeup og indretning, ligesom der er gavegkort til biografen og oplevelser. Der kommer dog jævnligt nye muligheder til, ligesom man naturligvis også må forvente, at nogle af mulighederne af og til forsvinder.

I oktober 2015 lancerede selskabet abonnementer, hvor der ikke er gavekort med – abonnementer med dette findes dog stadig. Samtidig får du med alle abonnementer rabataftaler med forskellige butikker, restauranter og abonnementer og meget andet.

Zenjis abonnementer kan fra juni 2017 kun bruges i Danmark.

Mobiltelefoni hos Zenji

Det er i bund og grund meget simpelt. Der er kun et abonnement. Du får fri tale, fri SMS/MMS, 10 GB data inkl. 4G-adgang for 200 kroner om måneden, og hvor du altså samtidig får et gavekort på 100 kroner hver måned. I princippet betaler du altså 100 kroner, hvis man rent faktisk alligevel ville bruge mindst 100 kroner et af stederne, man kan indløse gavekortet.

Selv uden gavekortet er prisen ikke ekstremt høj på markedet, men omvendt er det kun de færreste, der reelt får det fulde udbytte af pakken, da det ganske enkelt er for stor en pakke til de fleste behov. Men skal man alligevel betale over 100 kroner om måneden for at få sin pakke, og synes man gavekortene rent faktisk lever op til værdien på 100 kroner, så er det naturligvis stadig et godt valg – og har man rent faktisk et meget stort behov er prisen ikke ualmindelig høj, selv hvis man ser bort fra gavekortet.

Laust anbefaler (... eller sammenlign selv)

Udbyder Taletid Data (Netværk) SMS/MMS Binding Pris

Priser og information i tabellen er opdateret 3. maj 2021

Ekstra service

Zenjis markante ekstra service er naturligvis muligheden for at bruge et gavekort til 100 kroner hver måned, som kan bidrage til spændende aktiviteter og nye produkter. Det er dette, der for alvor gør Zenji interessant, og kan du rent faktisk bruge mulighederne, som det giver, kan det være et rigtigt godt abonnement for dig.

Udover dette får du også rabataftaler på forskellige ydelser samt i diverse butikker.

Frygter du omvendt, at du ikke får brugt gavekortet hver måned, vil Zenji hurtigt ende med at være en for dyr løsning. Bemærk dog, at der nu også er abonnementer uden denne ydelse men stadig med rabataftaler.

Har du brug for udlandstelefoni, skal du dog være opmærksom på, at abonnementerne ikke kan bruges i udlandet.

Hvad mener andre om Zenji? 7,9

På Trustpilot kan forbrugere anmelde udbydere og tjenester, som de har modtaget. Man bør især lægge vægt på kommentarerne, da det her vil fremgå, om kritik er relevant for dig.

7,9 er en meget fin god score, og placerer Zenji i den rigtigt gode ende blandt udbyderne. På den ene side taler Zenjis produkt da også for få problemer, da abonnementet har så stort indhold, at man med selv meget højt forbrug ikke vil få ekstra regninger for andet end indholdstakserede tjenester eller brug i udlandet. Omvendt kunne man have frygtet, at mange var utilfredse med gavekortene, hvor man kunne frygte tekniske problemer og overraskende begrænsninger.

Den høje score vidner dog om kunder, der er meget glade for deres selskab, og syv ud af 10 har givet den højeste score på 5 stjerner. Langt de fleste er meget glade for service, og oplever at de har fået mere end lovet – blandt andet fordi der er mulighed for at tjene ekstra point til gavekort på forskellige måder. En mulighed der dog er relativt begrænset, men omvendt hurtigt kan give et gavekort ekstra.

Generelt får de rigtigt meget ros for deres kundeservice, der virker til at forsøge ihærdigt på at sikre glade kunder hos selskabet.

Blandt de negative anmeldelser er der fokus på dækningen, ligesom en enkelt har oplevet en del teknisk bøvl med at få selve mobilabonnementet til at fungere på telefonen.

Generelt virker det dog til at være et særdeles velfungerende selskab, men man bør også være opmærksom på, at det er blandt de yngste, da det først startede i slutnigen af 2013. Der har således været kortere tid til at gøre kunder utilfredse, men ikke desto mindre ser der ikke ud til at have været opstartsproblemer, og ofte er det hos andre selskaber de nyeste kunder, der kommer med negative anmeldelser på Trustpilot, så det tyder på et ganske velfungerende selskab.